Lokalt byggefirma siger NEJ til Femern og JA til fru Jensen

Byggefirmaet Bjarne Petersen A/S prioriterer private kunder og mindre byggeprojekter og takker nej til store projekter. Firmaet har i år 40 års jubilæum.

Bjarne Winther
Artikel er skrevet i marts 2014

Det er mere reglen end undtagelsen, at der hvert vinterhalvår må sendes folk hjem på grund af vejret – ofte er det murerne, det går ud over. Men i denne vinter har det været anderledes. For første gang i tre år har Byggefirmaet Bjarne Petersen A/S, ikke sendt folk hjem. Det har været en mild vinter i år, og året tegner godt, når man kaster et blik i ordrebogen, fortæller Bjarne Petersen, der har grundlagt virksomheden og i dag leder den sammen med hustruen Kirsten, der tager sig af det administrative.
   ”I år har vi væsentligt flere ordrer end normalt på denne årstid. Vi har ordrer frem til efter sommerferien, hvilket er unormalt”.   

Firmaet Bjarne Petersen A/S har adresser i Stubbekøbing, Nørre Alslev og Nykøbing F – og udfører alt inden for jord, kloak, støbning, murer, tømrer, snedker og maskinsnedkerarbejde. Virksomheden har 40 ansatte og 32 servicevogne, der betjener kunder på Falster, Østlolland, Sydsjælland, Bogø og Møn.

Byggefirmaet Bjarne Petersen A/S er godt forankret i området. Men ordrebøgerne bugner ikke på grund af annoncering i lokale medier, snarere på grund af godt omdømme blandt de lokale - mund til mund - og vognparkens 32 servicevogne, der nærmest kan karakteriseres som rullende reklamesøjler i landsdelen. 

Aldrig NEJ til fru Jensen

En umiddelbar forventning til et firma af den størrelse vil være, at ledelsen primært har fokus på store og omfattende byggeprojekter - men det er ikke tilfældet. Tværtimod. 

Bjarne Petersen A/S løser hovedsagligt serviceopgaver for private kunder, forsikringsselskaber, arbejder for boligselskaberne i Guldborgsund Kommune, ny- og ombygninger for kommunen og Regionen samt byfornyelsesprojekter.

 ”Det er de mange små ordrer på serviceopgaver for faste kunder, der er vores økonomiske fundament, og sådan har det altid været. I kriseårene var trefjerdele af vores medarbejdere beskæftiget med service, hvilket bevirkede, at vi kom godt gennem krisen. Vi siger aldrig nej til fru Jensen”, fastslår Bjarne Petersen, og tilføjer, at det netop er udtryk for, at man skal kende sine begrænsninger og formåen. 

Virksomheden påtager sig derfor aldrig for store opgaver, det er dem, mange går konkurs på, mener han.    

 ”Det er vigtigt at kende sine begrænsninger – så undgår man de store udsving op og ned. Det er vigtigt med økonomisk tryghed i virksomheden”, understreger Kirsten Petersen.      

Lokal trofasthed og faste kunder

Byggefirmaet Bjarne Petersen A/S har 40 års jubilæum 1. april i år. Bjarne Petersen og hustruen Kirsten har siddet for bordenden siden etableringen i Stubbekøbing i 1974. I år 2000 fulgte udvidelse med en afdeling i Nørre Alslev – og i 2004 yderligere en afdeling i Nykøbing F. De 40 ansatte er fordelt på kloak, støbefolk, murersvende, tømrer- og snedkersvende, murer- og tømmerlærlinge samt formænd. Dertil kommer faste samarbejdspartnere i nærområdet inden for VVS, el og malerarbejde. 
Allerede i sin læretid som tømrer i årene 1968-72 fik Bjarne Petersen ideen til at samle flere kompetencer inden for byggeriet under ét tag. 
   ”Ved at levere en samlet pakke til kunden, kan man styre hele processen”, fortæller han.     

Bjarne og Kirsten Petersen har i alle 40 år gjort en dyd ud af at være trofaste over for lokalområdet og stedets faste kunder. I begyndelsen og midt halvfemserne, hvor det stod sløjt til med byggeriet i Danmark, var der mange håndværkervirksomheder på Falster og Sydsjælland, der påtog sig opgaver i Nordtyskland, der på den tid oplevede et byggeboom. 

  ”I den periode blev vi herhjemme og passede disse virksomheders kunder”, fortæller Bjarne Petersen, der igen understreger, at man skal være varsom med at kaste sig hovedkulds ud i store byggeprojekter, der ofte indebærer, at man mister kontakten med sin faste kundekreds.
Derfor kan han i dag uden tøven sige nej-tak til Femern-byggeriet. De opgaver overlader han gerne til andre byggefirmaer. Og hvem ved – måske han oven i købet kan overtage disse firmaer kunder, når de nu satser al energien på Femern-projektet.
   ”Vi siger NEJ til Femern for at kunne sige JA til fru Jensen”, tilføjer Kirsten Petersen.

Pensionisttilværelse udsat 

40 års jubilæet i byggefirmaet Bjarne Petersen A/S vil ikke blive markeret med et generationsskifte. Det ligger ikke lige om hjørnet. Kirsten og Bjarne har 2 børn, Bo, der er murer i firmaet og Tina, der er i gang med en SSA uddannelse. Men selv om Bjarne og Kirsten i dag ikke er parate til en pensionisttilværelse, kunne de dog godt tænke sig lidt aflastning i den daglige styring af firmaet. Derfor søger de en formand mere , der kan beregne tømrer- og murerarbejde, give tilbud og medvirke i ledelsen af virksomheden. Stillingen har været slået op et år – men der har ikke vist sig kvalificerede ansøgere til jobbet. Men det kan jo nå at komme…